t kærlighedsmøde
 

- om forvandling af relationer

 

Det kan ske, at vi kommer ud for et usædvanligt møde med et andet menneske. Der er næsten med det samme en særlig bølgelængde, en følelse af samhørighed, hvor man oplever, at man kan udfolde sig spontant og uden frygt, og det, der ellers er problematisk i en udveksling, fungerer nu med en selvfølge, man ikke havde troet mulig - det er nærmest, som om alt, hvad man kan drømme om af kvaliteter i samværet er til stede på én gang, som en pludseligt opstået helhed, hvor alting passer sammen og hver kvalitet støtter de andre.

 

           

                     af Jens-Ole Paulin

 


En kvinde fortalte mig for ikke så længe siden om et sådant møde, hun havde oplevet med en mand, og beskrev hvor overrumplende, det havde været, og hvordan de havde haft et intenst og fortroligt samvær, skønt de aldrig havde set hinanden før, og hvordan det havde fået hende til at glemme både tid og sted.

"Det var," sagde hun, "som om alt gik op i en højere helhed."

Denne variation med "helhed" i stedet for "enhed" tog jeg som et vink. Det handlede om sjælens helhedsoplevelse. I et sådant møde får vi i en eller anden grad sjælskontakt og går ind i sjælens måde at opleve på.

Den er ganske forskellig fra den måde, vores personlighed oplever og gebærder sig på, og derfor kan det også virke helt overrumplende, når præmisserne skifter.

Forskellen på de to tilstande oplevede denne kvinde umiddelbart, da hun kom i tanke om de aftaler, hun havde glemt, og blev bange. Og bagefter, tilbage i den strukturerede hverdag, mærkede hun et savn, og hun fandt det svært at samle sig om opgaverne.

En sådan oplevelse giver os for et øjeblik adgang til noget grænseløst - netop den grænseløshed, som vores vante personlighed både frygter for og længes efter.
Den længes efter denne oplevelse af at "føle sig hel", men frygten er der også, fordi det vil betyde et skift til nogle helt andre præmisser, som den føler sig magtesløs overfor.

"Det er, som om vasen sprænges i stumper og stykker. Rummet ‘indeni’ blander sig øjeblikkeligt med rummet ‘udenfor’. De bliver ét. Og netop da indser vi, at de aldrig har været adskilte eller forskellige. De har altid været det samme."

Tibetaneren Sogyal Rimpoche bruger vasen som symbol på de skrøbelige vægge, der adskiller os fra vores buddha-natur og vil med denne beskrivelse sætte ord på, hvordan det er at nå "den oplyste tilstand". Det kunne være en beskrivelse af et kærlighedsmøde. De fleste har oplevet, hvordan en stor og glædesfyldt oplevelse blev efterfulgt af det, man kalder en "nedtur", hvor det er umådelig svært at samle sig selv sammen igen. Personligheden er i oprør efter mødet med lyset - savn, sorg, længsel, frygt er blevet vækket og blander sig til et kaos, og pludselig er det næsten umuligt at holde sig til de fastlagte strukturer, man normalt bevæger sig rundt i. Vasen er blevet sprængt, og nu er vi nødt til at samle delene sammen igen, for der er for stor forskel på de to verdener.

Hvordan gør man denne forskel mindre? Hvordan kan man få personlighedens verden til at møde sjælens, så også dette møde kan blive et møde i kærlighed?

Først må vi være klar over, at de begge to er her. Vi må gøre dem synlige hver for sig. Vi må blandt andet indse, at den oplyste tilstand ikke er noget, der venter os for enden af en lang vej. Den er til stede sammen med os, her og nu, den blander sig i vores liv og påvirker vores tilstand. Men ofte lægger vi ikke mærke til det, for vi er så vant til at give det andre navne.

Sjælens oplevelsesmåde, fra tilstanden af helhed, har mange karakteristika, som vi kan lære os at genkende. Et særlig vigtigt aspekt ved helhedsoplevelsen vil jeg trække frem her, fordi det også har at gøre med den måde, vi plejer at løse problemer på.
 

Initiativ til en genforening

Vores personlighed tænker ikke i helheder, den tænker lineært og delt. Og den har brugt lang tid på at øve sig på det, så den kan orientere sig her i tiden og rummet. Den har blandt andet lært sig, at hvis man vil finde en løsning, så må man "isolere problemet". Det har at gøre med, at den søger at forstå verden ved at "holde tingene ude fra hinanden", det vil sige: holde dem adskilt, og for at kunne gøre det, må den dele tingene op i kategorier og enkelte, fast afgrænsede dele, som den kan flytte rundt med. Med andre ord: den er nødt til at tænke i kasser.

I denne tilvante måde at gå til tingene på udpeger vi som regel en enkelt del i helheden som "problemet" og beslutter os for at "komme af med det" eller "gøre noget ved det".

En kvinde, der kom med en drøm, havde netop forsøgt at "gøre noget ved det", uden at det rigtig var lykkedes. Hun havde en form for udlængsel, en frihedstrang, som hun gerne ville gøre noget ved. Hun var benådet med et velfungerende familieliv og et godt arbejde, men hun følte alligevel ikke, at hun fik brugt sig selv fuldt ud. Hun ville gerne rejse noget mere, hun ville gerne finde flere kreative udfoldelsesmuligheder. Men af en eller anden grund blev det ikke rigtig til noget.

Hun fortalte om en drøm, hun havde haft, hvor hun blev inviteret til USA og med stor glæde tog imod tilbudet. Dérovre gik hun blandt andet ind i en butik for at købe et smykke, men ekspedienten, en lille, stædig dame, nægtede at sælge noget til hende. Alle argumenter prellede af på damen, der urokkeligt svarede, at det var hendes butik, så det var hende, der bestemte.

Drømme giver os et indblik i helheden - den helhed, som personligheden ikke kan overskue. Vores vante delsyn finder en form for "udlængsel", men den ser det som noget, der ligger i en kasse, der enten må åbnes eller holdes lukket - eller måske simpelthen bæres på lossepladsen.

Men i helhedens overblik opdager vi, at delen slet ikke ligger i en kasse. Den hænger sammen med andre dele, den påvirkes og formes af dem - den tager del i et levende samspil.

I drømmen er der en trang til frihed, og der er en trang til at beskytte det, man har - og der er et forhold imellem dem. For tiden ikke noget særlig godt forhold - de to energier opfatter vel nærmest hinanden som uforenelige modsætninger. Og det er denne uforenelighed, der vil blive ved med at være et problem i drømmerens liv, ikke udlængslen i sig selv eller evnen til at holde fast. Personligheden har, med sit kassesyn, blot ikke været i stand til at se, hvordan de to evner kunne "gå op i en højere helhed" og har derfor været nødt til at splitte dem ad. Men i nattens mulm og mørke har drømmen ført dem sammen igen - til et skænderi i en amerikansk smykkebutik. Den har taget initiativ til en genforening.

Drømmen fortæller os, at der er en sammenhæng mellem delene, så vi kan hjælpe personligheden til at skabe et bedre samarbejde imellem dem - det, der kaldes integration - i første omgang ved i det hele taget at få øje på, at en sammenhæng eksisterer. Her var kun udlængslen synlig i hverdagen, udpeget af drømmeren, men den fastholdende energi var noget, hun først nu skulle til at få øje på i sit liv.

Er det ikke forkert at holde fast på tingene? Eller er det ikke bare utaknemligt at have så meget og så føle sig begrænset af det? Nej. I helhedsoplevelsen er der ingen helte og ingen skurke. Der er blot energier, som alle vil kunne bruges konstruktivt. Deres nuværende udtryk er betinget af deres forhold til de andre dele, og derfor sker den egentlige forvandling ved at arbejde med relationen imellem delene, snarere end med den enkelte figur. Og efterhånden som vi helbreder modsætninger i vores eget system og ophæver de indre konflikter, der tærer på kræfterne, bliver vi spontant i stand til at relatere mere frit og givende, både til os selv og andre.

Vores indre, såvel som vores ydre, verden, er en sådan helhed af gensidige relationer, og derfor kræver det en form for helhedssyn at arbejde forvandlende med den.
 

At bevare fatningen

Drømme er en af de muligheder, vi har, for at få overblik over denne helhed. Vi kan sidde trygt og rart her i den lineære virkelighed og folde drømmenes betydningslag ud i tid og rum. På den måde kan vi ikke alene forstå os selv og vores problemer bedre. Vi vænner også personligheden til at tænke i helheder, så den bliver bedre i stand til at rumme sjælens måde at opleve på.

At opdrage personligheden på denne måde til at blive fortrolig med helhedstænkning og helhedsoplevelse sætter os i stand til at være i sjælsoplevelsen og samtidig bevare fatningen. Er forskellen for stor, kan vi blive nødt til at lukke helt af, når "sjælsheden" pludselig bryder kraftfuldt igennem, som det f.eks. kan ske ved disse særlige møder med et andet menneske.

Her får vi ikke helheden serveret som en fortælling. Vi oplever den direkte - vi befinder os midt i den. Og har man i forvejen en vis fortrolighed med de præmisser, som sjælen fungerer på, for eksempel dette med at være spontan, så kan man i en eller anden grad give sig hen til øjeblikket. Men utallige mennesker kan også berette om, hvordan "tungen slår knuder" og ordene snubler over hinanden, så de får sagt "tåbelige ting" eller kan blive så hæmmede, at de simpelthen går i stå indvendig, fordi det er "umuligt at tænke en tanke".

For det er præcis, hvad det er. Tanker kræver tid for at kunne udfolde sig, men når vi er fuldt og helt til stede, så er der ingen tid. Sjælsplanet befinder sig i det tidløse, som vi kalder evighed, så jo mere, vi nærmer os det, des mere umuligt bliver det rent faktisk at tænke.

I "sjælsheden" leveres informationerne på basis af en helhedsforståelse, som vi opfatter uden bagefter at være nødt til at formulere det som tanker. I stedet oplever vi "intuition" - vi ved øjeblikkeligt.

Hvis vi forsøger, i en sådan situation, at bruge personlighedens måde at orientere sig på, opstår der naturligt nok total forvirring. Præmisserne er så forskellige, at det svarer til, at man prøver at bruge reglerne i tennis til at spille fodbold med. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre. Ofte kan vi så opleve at gå i baglås, fordi personligheden ikke ønsker at miste kontrollen.

Og således kan det være ganske logisk, at man går i baglås, netop når det, man længes efter, er inden for rækkevidde. Men det bliver det ikke mindre frustrerende af.

Og så kan man, forståeligt nok, udpege netop dette som problemet og tale om, at man bliver "for hæmmet" i visse situationer. Hvor det før, i drømmeeksemplet, var frihedstrangen, der var synlig og udpeget som problem, er det altså til andre tider omvendt. Her er det den fastholdende energi, der er synlig, mens "friheden" - det, vi er hæmmet i forhold til, ikke får opmærksomhed.

Med helhedssynet på bliver det muligt at se, at hæmningen ikke blot er negativ, men også har en beskyttende funktion. Den sikrer, at man ikke går for hurtigt frem. Er evnen til at opleve sjælstilstande stor, kan det derfor meget vel hænde, at man tilsvarende føler sig meget hæmmet. Det vil faktisk være ganske naturligt. Egentlig snubler ordene over hinanden i bare iver efter at komme ud i friheden, ud i sjælsoplevelsen, men personligheden ønsker ikke at blive sprængt i stumper og stykker som en vase. Og hvis man fokuserer på at "fjerne hæmningen", så vil Den Store Fastholder sørge for at sætte den på igen, så snart man igen er i en situation, hvor der er brug for beskyttelse.

Heller ikke her handler det om at fokusere på en enkelt del. Ofte er det netop ved at gøre dette, at vi øger modsætningsforholdet. I stedet bliver det betydningsfuldt at se på relationen imellem de to verdener, for der skal så at sige både spilles tennis og fodbold.


Et spørgsmål om tilvænning

Forholdet mellem sjæl og personlighed er meget forskelligt fra menneske til menneske. Nogen har sværest ved at forstå sjælens oplevelsesmåde og føler sig hjemme på personlighedens lineære præmisser. Andre har "sjælsheden" tæt på sig og svært ved at beherske personlighedens jordiske betingelser med tid, grænser og adskilthed. Samtidig er relationen også i stadig forandring i ethvert menneskes liv. Drømmene giver et øjebliksbillede af "den aktuelle helhedssituation".

Stanislav Grof var en af de første dybdepsykologer, der skelnede mellem disse to grundlæggende forskellige oplevelsesmåder. Han kaldte helhedsoplevelsen for "den holotropiske tilstand", idet holotropisk betyder "det, der går mod helhed", og han udviklede blandt andet en åndedrætsteknik, der skulle bringe denne tilstand frem i os, fordi den viste sig at have en god og helbredende indvirkning på psyken. Men denne helhedsoplevelse er altså ikke blot noget, der venter os for enden af regnbuen, eller som må kaldes frem ved hjælp af psykologiske teknikker. Livet selv kalder den frem i os, og endda mange gange om dagen i små og større doser. I engagerede øjeblikke, hvor tiden forsvinder. I den pludselige forståelse, der slår ned i os. I de overrumplende møder, hvor samhørigheden tager over, og tanker bliver overflødige.

Med tiden bliver mange af os mere fortrolige med personlighedens måde at fungere på end med sjælens. Men de fleste kan stadig se frem til mindst én helhedsoplevelse i døgnet - når vi om aftenen lukker øjnene, og kreativiteten vælder frem i form af fantastiske fortællinger i levende billeder, kaldet drømme, uden at vi selv gør noget som helst for at skabe dem.

Når personligheden sover, er det sjælens helhedsoplevelse, der tager over. Således også i det ydre. Har vi sovet for længe i en velkategoriseret hverdag, sørger livet for, at vi kommer ud for et højst usædvanligt og overrumplende møde, så vasen kan sprænges, og vi kan få adgang til lyset.

Måske kommer det til at foregå i en smykkebutik. Måske et andet sted.

Uanset vores individuelle ressourcer, talenter og problemer, lever vi alle med den udfordring at få de to verdener til at fungere sammen. Og ofte undervurderer vi denne opgave. Det gør vi blandt andet, fordi vi ikke får gjort os klart, hvor forskellige de er, men nok ikke mindst fordi vi med personlighedens lineære fortolkning er blevet vant til at betragte oplyste tilstande som noget fjernt og derfor i praksis ret uvedkommende. Vi tænker: "Hvordan kan det at rumme en oplyst tilstand være relevant for mig?" - idet vi forestiller os, at den befinder sig et andet sted end "dér, hvor jeg er".

Men det er præcis dér, den er, og ingen andre steder. Du er den oplyste. Du er den, der lyser, og det, der bliver oplyst, er den personlighed, du har med dig. Og ser vi bag om de mangfoldige ydre former, opdager vi, at vi udmærket kender de egenskaber, som karakteriserer "oplyste tilstande", for de har aldrig forladt os. Og så skulle vi måske snarere, i stedet for udvikling, tale om tilvænning. For når den tilstand, vi udvikler os "hen imod", befinder sig lige her, sammen med os, og ikke et sted ude i fremtiden, så er der jo ikke noget "hen imod". Så er "hen imod" blot personlighedens forsøg på at fatte tingene på sin egen, lineære facon, simpelthen fordi den ikke kan overskue helheden.

I virkeligheden, set fra helhedens perspektiv, spiller tid ingen rolle. Vi er allerede fuldkomne. Vi skal bare vænne os til det.

Jens-Ole Paulin, august 2004

 

 

   

      Alle tekster på dette website
      © 2006 Forlaget Vingholm