Når tingene går os imod, trøster vi os med, at det kun er en overgang. Det er en vigtig forståelse, og jo dybere, man kan erfare dens sandhed, des mere tryg kan man føle sig. For de følelser af tristhed og opgivelse, som kan vælde frem, vil netop prøve at overbevise os om, at det aldrig bliver anderledes, og hvis vi tror på dem, kan det vare meget længe, før vi kommer ud af dem igen. Heldigvis vil der ofte være nogen omkring os, der kan holde os fast på, at det vitterligt kun er en overgang. Jo mere, vi har tillid til disse mennesker, som støtter os, og jo mere, de taler ud fra egen erfaring og selv ved, at det er sandt, hvad de siger – des stærkere vil denne trøst virke, og jo hurtigere vil den blive til sandhed. Jovist, hvis vi bekæmper trangen til at lukke os omkring de negative følelser, hvis vi gør vores bedste for at holde en dør åben og have tillid til, at lyset også er med os i mørket – så vil vi snart få tilliden til at fylde så meget, at opgivelsen mister grebet. Det er kun en overgang.

Lidt mere provokerende er den sandhed, at også den voldsomme begejstring, vi kan opleve, når vi pludselig får opfyldt vores ønsker på et eller andet område, kun er en overgang. Og hvem har også lyst til at ”trøste” en begejstret person med, at det skam holder op igen, så der er ingen grund til at være så overstadig!

Spis nu lige brød til...

Hvorfor nu også være lyseslukker? Hvad skulle meningen være med at slukke lys i en verden, der har så hårdt brug for mere lys, som har brug for troen på, at vi kan få støtte på vores vej og brug for en dybere tillid til, at livet vil os det godt?

Og alligevel tror jeg, at de fleste af os har været ude for det. En ven, som vi ønsker alt godt på denne jord, kommer og fortæller, at et eller andet er gået i opfyldelse og er så jublende begejstret over det, at vi får lyst til at sige: spis nu lige brød til. Vi har nemlig selv flere gange oplevet, at øjeblikkets jubel viste sig at være indledningen til en hulens masse bøvl.

Er det da blot vores egne skuffelser, vi projicerer over på vedkommende, vores egne dårlige erfaringer? Kan vi ikke unde denne person at få medgang? Tror vi ikke tilstrækkeligt på lykken til at kunne lade den være i fred? Er vi så bange for, at vedkommende skal blive skuffet senere, at vi hellere vil sørge for at skuffe ham eller hende med det samme ved ikke at lade os rive med af begejstringen?

Nej, der er da al mulig grund til at udnytte øjeblikket til at være begejstrede sammen! Det styrker blodomløbet og sjælens livfulde tilstedeværelse. Dette essay erklærer sig absolut som tilhænger af begejstringen, men begejstringen har allerede så mange erklærede tilhængere i forvejen, at jeg her gerne vil erklære min fulde støtte til følelsen af, at der skal spises brød til.

Trangen til brødspisning kan nemlig ikke bare bortforklares med højdeskræk eller en opvækst i Nordjylland. Ikke altid. Den rummer en dybere sandhed, som netop handler om det modsatte: om, hvordan man kan få vingerne til at bære, også når man flyver højt.

Kunsten at flyve

Sandheden er jo, at et ønskes opfyldelse er en reel udfordring. Den jublende begejstring fortager sig igen og afløses af noget, der i bedste fald kan kaldes et øget ansvar, som man pludselig skal leve op til - fordi ens råderum udvides, når ønsker går i opfyldelse. Og jo større råderum, vi er i stand til at skabe os, des større ansvar må vi bære. Og hvis nu det er et rigtig stort ønske, der er gået i opfyldelse, af den slags, som vi aldrig har fået opfyldt før – så har vi sandsynligvis heller ikke så meget erfaring med at håndtere ansvaret på dette område, og derfor begynder der ret omgående en anstrengende læreproces, hvad enten vi er klar over det eller ej. Og så længe, vi jubler rundt, er vi ikke klar over det. Vi er blinde for denne læring, vi lever slet ikke op til ansvaret, og vi er derfor også godt i gang med at spinde nettet til den kommende tids mismod og skuffelse.

Det lyder måske voldsomt. Men det er ikke desto mindre her, vi finder nøglen til kunsten at flyve. I erkendelsen af, at skuffelse og jubel er to sider af samme sag.

Når vi nu ved, at større råderum medfører øget ansvar og nye udfordringer, hvorfor bliver vi så i det hele taget så jublende begejstrede?

Det er her, man passende kan stille sig op og betragte fuglens vingeslag og lade sindet falde til ro. For det, vi ønsker, er at flyve. Vi ønsker os den lethed og selvfølgelige glæde, som flyvningen er et udtryk for. Og i alt dette er vingernes opslag og vingernes nedslag ikke noget mål i sig selv. De er blot den bevægelse, der skaber det, vi ønsker os: at flyve.

Hvis et mål bliver nået, et ønske går i opfyldelse, er det godt. Men det sker jo hele tiden. Hvis du ønsker dig at se 19Direkte i fjernsynet og det ønske går i opfyldelse fem minutter senere, så springer du ikke rundt i stuen af begejstring. For det var ikke andet, end hvad du havde forventet.

Denne overvældende jubel, vi føler i det øjeblik, noget går godt, hænger nøje sammen med vores forestilling om, at vi ikke havde forventet, at det ville gå godt. Jublen er resultatet af den lange tids opgivelse og vores overbevisning om, at vi aldrig ville få vores ønske opfyldt. Og derfor er den forståelig. Men den er hverken tro eller tillid.

Sejrens sødme

Forestil dig, at du, også på dette store ønskes område, i forvejen havde haft den fulde tillid. At du i forvejen besad den lethed og selvfølgelige glæde, som flyvningen er et udtryk for. Du ville så ikke på noget tidspunkt have været i tvivl om, at dit ønske kunne gå i opfyldelse. Og i det øjeblik, det gik i opfyldelse, ville du nok føle dig taknemlig, men du ville også, dybt i dit indre, tage det som en selvfølge. Selvfølgelig går mine ønsker i opfyldelse.

Skuffelse og jubel er i den forbindelse hinandens modpoler, og de afføder hinanden. I den overvældende begejstring forstår man, at skuffelsen er blevet besejret og at lang tids mørke omsider er overvundet. Det er en sejrens sødme, som skal være enhver vel undt. Men grunden til, at den holder op igen, er, at det er de sidste rester af en kamp, der er blevet kæmpet, og som nu er forbi – hvis man forstår, at den er det.

For livet er ikke en kamp. Og sejrens sødme er derfor, ligesom det ydmygende nederlag, kun en illusion. Når du har vundet og står på sejrsskamlen, har du dit livs chance for at skifte til et andet paradigme og indse, at kamp slet ikke er, hvad det handler om, og slet ikke nu, hvor du har vundet. Hvis du griber dette øjeblik i flugten og ser, at det blot er et vingeslag, så vil du være i stand til at fortsætte flyvningen.

Du vil vide, at det kun var en side af dig selv, der stod i vejen for dette ønske, og at den eneste, du har vundet over, er dig selv, og at jo mere, du triumferer, des mere skal du samle dig selv op igen bagefter - den side af dig, som tabte - før du kan komme i gang med at bruge dit ønskes virkeliggørelse til noget fornuftigt.

Og måske er der også mennesker i den ydre verden, du har ”vundet over”, og som du rammer med din triumf? Selv om det er noget så uskyldigt som jubel, er det stadig sejrherrens udtryk, og du vil blive nødt til at rydde op efter slaget. Jo længere tid, du jubler, des længere fortsætter kampen.

Så når vingerne hæves, er det tid til at sænke dem igen. For det, du i virkeligheden har foran dig, når et ønske går i opfyldelse, er ansvaret for at holde dig flyvende. Hvis du prøver at sætte vingerne i stå, hvad enten det er øverst eller nederst i vingeslaget, så mister du uvægerligt højde.

Hvis livet er en kamp, er det fordi, du har glemt, hvad det egentlig var, du ønskede dig. Hver gang vingerne er på vej ned, vil du kæmpe for at få dem op igen, i den tro, at det er vingernes position, der er vejen til lykke. Men netop denne knoklen med vinger, der går op og ned, vidner om, at du allerede flyver. Du nyder det bare ikke.

Det nyvundne klarsyn

Visse fugle er i stand til at holde sig svævende næsten uden at bevæge vingerne. Måske hører du til dem, der stræber efter denne stille, næsten usynlige bevægelse gennem livet. Det er, hvad jeg forbinder med den buddhistiske tradition om at frigøre sig fra alle dramaer og blot hvile i opmærksomheden, vel vidende, at intet af det, du kan ønske dig i den ydre verden, vil gøre hverken fra eller til.

Men måske holder du mere af de store vingeslag, af at investere hele puljen af følelser og tage, hvad der kommer. Det er, for mig at se, den samme kunst, der læres. Du vil ikke have mod til at investere det hele og risikere at miste det igen, hvis du identificerer dig med tab og nederlag. I stedet vil du investere meget lidt, fryse vingerne fast et sted midtvejs i vingeslaget og langsomt dale mod jorden.

Vælg den stille meditation eller vælg dramaet. Du har under alle omstændigheder brug for at kunne hvile i bevidstheden om, at det er flyvningen, der tæller. Ikke slagene, hvad enten de bærer os op eller ned. Det er sådan, vi bevarer troen på os selv og hinanden. Det er sådan, vi undgår at identificere os med nederlag, såvel som med sejr – det er sådan, vi kommer fri af forestillingen om kamp og finder vejen til at skabe glæde for os selv og andre, uden at det går ud over nogen. Ethvert ønske, der går i opfyldelse, vil samtidig rive et slør fra vores øjne og give os denne mulighed for at se, at vi har levet i en illusion – en illusion om tab og vinding.

Hvad enten vi bilder os ind, at vi har vundet eller tabt - når jublen har lagt sig – når skuffelsen er gennemlevet – så er det bedste, vi kan gøre, ikke at fortsætte kampen, men at forsøge at leve op til dette nyvundne klarsyn - og holde os flyvende.

Og her vil det være oplagt at springe rundt i stuen af begejstring, når ganske selvfølgelige ønsker går i opfyldelse. (Hurra! Mit fjernsyn virker!) Du vil opdage, at andre ønsker så også begynder at gå i opfyldelse meget lettere. Det er taknemligheden. Den giver luft under vingerne.