it ydre barn

- om personlighedens beroligelse

 

Mange har oplevet øjeblikke, hvor det er, som om livet kun består af forhindringer, og det er, som om de befinder sig på bunden af en brønd med en følelse af fortabthed, som om de er blevet kastet herned og forladt, og det virker uoverkommeligt, ja, umuligt at komme op igen. Et sådant øjeblik er ikke kun smertefuldt, det giver dig også et enestående overblik over personlighedens forestillingsverden - og dermed en mulighed for at se den udefra - dérfra, hvor du selv befinder dig.

 

           

                     af Jens-Ole Paulin
                - fra bogen "Himlen er nu"

Når du oplever at befinde dig på bunden af brønden, erkender du de mure, du intet kan stille op med. Herfra må du overgive dig for at finde dig selv, som det siges, for det, du ser, er personlighedens forestilling om egen magt, og samtidig ser du klart, at denne magt ikke findes, og derfor bliver denne forestilling til mure, der rejser sig omkring dig.

Vær klar over, at når du ser dette billede, har du erkendt, at personligheden er bange for verden og på grund af denne frygt skaber mure omkring sig. Så det er din personligheds beskyttelse, der rejser sig omkring dig. Det er den nødvendige beskyttelse for en personlighed, der føler sig alene og afskåret fra sin kilde. Kunne den blot se sig selv som en del af kilden. Kunne den blot se, at den holdes i live og ikke fungerer ved egen kraft, så ville den erkende, at den aldrig har været alene og heller ikke er det nu. Men det er sandt, at personligheden er som i en brønd, hvor der er mørke og kun et fjernt lys, som ikke tilhører den, og som den forgæves rækker ud efter. Men der er du ikke.

Dette billede er blot udtryk for, at du er på visit. Du har tilladt dig selv at gæste en synsvinkel, hvor verden er fremmed. Dette er personlighedens synsvinkel. Lad ikke din personlighed skabe dit verdensbillede. Lad den udføre handlinger på din vejledning, ligesom du selv kan få vejledning fra niveauer, der ligger over dig i kærlighed. Du står over din personlighed. Således kan du også behandle din personlighed med kærlig omsorg uden på nogen måde at identificere dig med den, ligesom en voksen kan give sit barn omsorg uden at blive et barn.

Så når du ser dette billede af mure, der rejser sig omkring dig, så vid, at det er som et frygtsomt barn, hvis øjne du kan se ud igennem, ligesom du kan leve dig ind i andre menneskers forestillinger, selv om disse mennesker ikke er dig, og give dem råd og vejledning. For som du ved, er det altid nemmere at give råd og vejledning, når man kan se tingene udefra. På samme måde kan du se din personlighed udefra og betragte den som det frygtsomme væsen, den er – og du vil kunne se, at hvis du fordømmer den eller skælder den ud eller vender den ryggen, så forøger du blot dens frygt. Idet du betragter den udefra kan du se, at din personlighed har brug for at blive beroliget. Lad blot billedet af de høje mure være til stede, lad følelsen af hjemløshed eller frygt eller utilstrækkelighed være til stede. Betragt - og se dette væsen, der føler sig fortabt, og du vil opdage, at du føler omsorg for det og trang til at lægge armene om det og trøste det.

Dette væsen er din personlighed, som du må tage dig kærligt af, for den føler sig fortabt i verden. Og I to kan udrette meget sammen, hvis du opfører dig som den voksne og tager din personlighed ved hånden og viser den, hvordan den kan handle i verden uden at tro på sin frygt. Da er det op til dig at berolige den så meget, at den ikke længere føler sig fortabt.

Du er ikke din personlighed, og dette billede fra en truende verden er ikke dit. Det er det frygtsomme barns verden, og når du oplever den, ved du, at du har brug for den voksnes omsorg og beroligelse. Du er denne voksne. Dette er din identitet, og du vil mærke, at det er sandt, fordi du vil føle dig hjemme, når du tager dette ansvar. I dette ansvar, udførelsen af denne opgave, vil du føle dig tryg og i harmoni med verden. Og derfor kan du til enhver tid give din barnepersonlighed den trøst og omsorg, som den har brug for. Men giv ikke barnet selv dette ansvar, for da er det, at det vil overvældes af opgaven, det vil blindt slå fra sig, det vil bryde sammen og krybe i skjul. Dette er, hvad der sker, når du overvældes af frygt eller opgivelse. Du har givet et barn for stort et ansvar.

Du må være klar over, at personligheden ikke kan magte den opgave at forme dit liv på en basis af fred og som et udtryk for kærlighed. Det kan kun du selv. Og din personlighed spiller her en vigtig rolle som den, der skal hjælpe dig med at realisere dine intentioner på fysisk plan. Men den kan kun hjælpe dig, hvis du sørger for dens velbefindende og sørger for, at den føler sig tryg og godt tilpas. Du må derfor påtage dig ansvaret for at vejlede den og ikke forveksle dig selv med det barn, der er din personlighed, og som lever sammen med dig. Hvis du har oplevet at blive overladt til dig selv i en følelse af fortabthed uden at kunne finde trøst hos nogen eller i noget, er det fordi du er ved at være parat til at påtage dig dette ansvar.

Du er den voksne i Gud. Du er den, der hviler og kender kærlighedens magt, du er den, der ved, at vi alle er forbundet, og du er den, der fører denne overbevisning ud i verden. Og den, du først og fremmest skal bruge denne viden over for, er din personlighed, for den står mellem dig og verden. I kraft af din medfølelse kan du mærke den i dit indre og kalde det dit indre barn, men i forhold til, hvor du selv befinder dig, er det rent faktisk dit ydre barn, der lever i tiden som det redskab, der skal hjælpe dig med at manifestere. I første omgang animerer den dig gennem sin frygt og fortabthed til at vise kærlighed og omsorg for de frygtsomme og fortabte. Og giver du også din personlighed selv denne omsorg, vil du opleve, at du også får omsorg tilbage fra verden, mens du møder mindre og mindre modstand og mindre og mindre kamp. I samme grad, som din personlighed nyder godt af din fred, viden og trøst, i samme grad vil dens frygt og længsel ikke stå mellem dig og verden, og du vil møde den samme kærlighed derude, som du bærer i hjertet.

Hvis du er sammen med et deprimeret eller vredt menneske, og du har kontakt til dine følelser, vil du føle den samme tristhed eller vrede som den anden. Dette gør det muligt for dig at føle, hvad dette andet menneske føler. Af den grund forveksler du dog ikke det andet menneske med dig selv eller begynder at sige om dig selv, at du er rødhåret, hvis den anden er rødhåret og du ikke er.

På samme måde med din personlighed. Den er ikke dig. Og dog siger du alt for let: „Jeg er bange." „Jeg er vred." „Jeg længes". Men du er ikke bange. Du er ikke vred. Du længes ikke. Du har blot i dette liv fået en personlighed med dig som ledsager, og den er bange. Den er bange for ikke at få, hvad den stræber efter, den er vred over sin egen utilstrækkelighed, og den længes efter at komme hjem. Du er i stand til at føle alt dette, fordi du kan føle, hvad din personlighed føler. Men det gør dig ikke lig med din personlighed.

For at kunne opleve ud fra denne virkelighed har du brug for et navn til dette væsen, som ikke er dig. Utallige veje, som fører til oplysning og befrielse fra frygt, har alle det til fælles, at de giver dette væsen et navn, så du erkender, at du selv er noget andet, og dette er det afgørende ved disse veje. Kald dette væsen for din personlighed, dit ego, dit indre eller ydre barn eller et hvilket som helst navn, men sørg for, at det bliver et kærligt navn, som får dig til at betragte personligheden med kærlige følelser, for kun kærligheden kan give dig magten til at berolige den. Når du gør dette, er du, hvor du ønsker at være og har ikke brug for vejen derhen.

Jens-Ole Paulin.

 

   

      Alle tekster på dette website
      © 2006 Forlaget Vingholm