Re: meget mærkelig drøm

Fra: Jens-Ole
Date: 15 jan 2002


Kære Annamaria, Ja, jeg ser også nogle fælles temaer i de tre drømme. Først og fremmest et tema, der kunne kaldes: at optræde. I første del er det din mor, der får dig til at optræde, i anden del har du selv stablet et show på benene (og dog er der en anden del af dig, der imens sidder ret magtesløst og piller ved hjulene på et fjernsyn) – og i tredje del er det ikke længere dig, men en hånd, der skal optræde!

Som du måske fornemmer, ser jeg et lineært udviklingsforløb: ”Fra barn til voksen”. Drømmen taler om, at det er dine feminine kvaliteter, der vises frem – i kraft af en relation til din mor, som har sørget for at udvikle disse kvaliteter hos dig. (”Mor” kan tages bogstaveligt eller som en højere, omsorgsfuld ”Moder”, der sørger for dig.) Der er noget eventyragtigt over din verden, noget næsten ophøjet (også Kristus kom jo ridende ind i byen på et æsel!), som står i kontrast til den "barske virkelighed" med den tætte trafik. Du lærer altså fra starten at promovere det eventyrlige, det fantastiske, det besynderlige. Set med andres øjne. Selv føler du dig hjemme i det, du er ”født til det”, antyder drømmen, i kraft af, at din mor fører dig.

I del 2 bliver spændingerne tydeligere. Hvad der i starten blot var en uproblematisk kontrast – et cirkusæsel i tæt trafik – er nu blevet til to helt adskilte situationer i hver sit landskab. I det ene ser vi det maskuline fremstillet som noget indendørs-passivt – så passivt, at det stadig er ”dig”, der må tage dig af at indstille fjernsynet, selv om du tilsyneladende ikke har meget forstand på det – mens de to drenge blot har tænkt sig at tage imod, hvad der kommer. Det feminine, derimod, har fortsat sin sejrsgang og har udviklet sig til et fantastisk avanceret show. Tredje del fortæller med megen humor, at situationen dybest set er uholdbar. Den optrædende hånd er nok det, man husker bedst i den drøm, og humoren er et udtryk for, at du nu er i stand til at se hele din situation udefra, med den voksnes blik, i hvert fald er din underbevidsthed i stand til det. At promovere en hånd uden krop er jo ganske enkelt absurd. Her er ”adskillelse” som fænomen skåret ud i pap. Hånden er simpelthen skilt fra kroppen, som var den et selvstændigt væsen, der blot mangler en manager for at blive verdensberømt. Så vidt har dit show bragt dig. Mit bud er, at drømmen her fortæller dig, at du trænger til at opleve helhed. Den udvikling, der beskrives i drømmen, har givet dig succes som ”talentfuld showpige”, men har samtidig uddybet splittelsen mellem det maskuline og det feminine i dig. Drømmen prøver måske at fortælle dig, at du dybest set savner, at folk også relaterer til dig som menneske, til hele dig, og ikke kun til den ”dygtige og eventyrlige” del af dig. I så fald giver den også den information, at du ubevidst selv bidrager til at blive opfattet for snævert af andre, fordi du selv kun promoverer ”din hånd”, dvs. din (feminine) identitet som ”eventyrlig og talentfuld tarotkortoplægger”, måske fordi det nu engang er den måde, du er vant til at skabe kontakt til omverdenen på – den måde, der fungerer, fordi det er den, du har lært ”hjemmefra”. Der er også en tidløs dimension i de tre dele. Tallet tre symboliserer treenigheden, den universelle helhed. Drømmen signalerer dermed, at denne historie handler om helhed. Og ser man på de fremtrædende elementer i drømmen, det mærkelige æsel, de passive drenge kontra den aktive pige, den syngende hånd, viser de alle forskellige former for manglende helhed, dele, der er adskilt - eller sat mærkeligt sammen, som med æslet. Den viser dig dermed også de elementer, der skal arbejdes med, for at skabe større helhed. Oplagt er det, at du må have ”drengene i spil”, op af sofaen og hvem ved? Måske skal de i gang med at reparere fjernsynet (forbindelsen til omverdenen)? Så du får mulighed for at promovere en større del af dig selv! Det blev en længere smøre – men det ER jo også en tætpakket fortælling! Måske vil du fortælle, om du kan genkende noget af det, jeg tolker ind i den?

[netkursus/eksempler/--]