Fra: Jens-Ole
Date: 25 mar 2002
Kære Nga,
At gå ind i en skov svarer til at gå ned i underbevidstheden, det vil sige at begynde en udforskning af en masse følelser, som man ikke er helt bevidst om hvad går ud på og hvor de kommer fra. Men de er der, for vores krop husker dem, og visse ting har gjort så stærkt et indtryk på os, at vi ikke har kunnet skille os af med følelserne, og i stedet har vi valgt at ignorere dem eller simpelthen skære forbindelsen over, så vi ikke kan mærke dem. Når vi så en dag er ved at være parat til at tage kontakt med dem igen, fordi vi er blevet stærkere og mere modne, så skal vi altså også til at føle de følelser igen. Og det kan være en voldsom følelsesudladning, der kommer ud af det – noget, som man naturligt nok er bange for på forhånd, fordi man ikke rigtig ved, hvad det er, man går ind til. Hvilke følelser, der gemmer sig i dybet, ved vi jo ikke, før vi får mod til at føle dem.
Jeg tror, drømmen fortæller dig, at tiden er inde til denne kontakt. I virkeligheden er det altså noget frugtbart, som kvinden i skoven gerne vil have dig til – nemlig at få gamle følelser fra fortiden frem i lyset, så de kan komme ud i det fri og du ikke skal være belastet af dem længere. Men i første omgang bliver du naturligt nok bange, fordi du ikke ved, hvad det er for følelser, du gemmer på, og derfor kommer du til at opfatte kvinden som ond, fordi hun prøver at få dig til at gøre noget, du er bange for. Prøv at forestille dig, at du går hen til denne kvinde, mens du bevarer roen, og stille og roligt spørger hende, hvad det er, hun gerne vil have dig til? Sig f.eks. til hende, at du er parat til at se din frygt i øjnene, men du vil gøre det i dit eget tempo, og det er dig, der bestemmer farten.
Personer, man er bange for i en drøm, kan man altid få noget ud af at henvende sig til, også selv om man gør det i vågen tilstand i sin fantasi. Det vil virke ind på underbevidstheden og ændre dine følelser, så du bliver mere tryg ved situationen. Jeg ønsker dig held og lykke med udforskningen!
Kærlig hilsen Jens-Ole.
[netkursus/eksempler/--]